Af Christian Alsted
Jeg har elsket fodbold, siden jeg som 7-årig begyndte i Dagnæs IF i rød-hvidstribet trøje og alt for store arvede fodboldstøvler. Jeg var ingen stjerne, men jeg nød spilet og kammeratskabet. Siden har jeg set utallige kampe – fra Champions League i Parken til mit barnebarn Karls miniputkampe. Glæden er den samme.
VM i fodbold er altid et højdepunkt med store oplevelser, drama og øjeblikke, hvor spillet nærmer sig kunst. Men denne historie handler om mere end fodbold.
Ved årets VM har den lille caribiske ønation Curaçao med blot 150.000 indbyggere sensationelt kvalificeret sig for første gang. Inden afrejsen samledes landsholdet i en kirke til lovsang, bøn og taknemmelighed. Før presset, før kampene og før verdens opmærksomhed rettede sig mod dem, gav de Gud æren.
De bad ikke om succes. De ventede heller ikke med at takke Gud, til resultaterne var kendt. Tværtimod bøjede de knæ før det største øjeblik i deres karriere.
Holdet, kaldet Blue Wave, tabte hele 7-1 til Tyskland i den første kamp men blev hurtigt en publikumsfavorit. Bagefter samledes spillere fra begge hold i en cirkel på midten af banen og bad sammen.
Den tyske midtbanespiller Felix Nmecha forklarede bagefter: »I kampen er vi modstandere, men efter kampen er vi alle kristne og brødre. Vi er taknemmelige, og vi tror, at Jesus bliver æret gennem spillet.«
Curaçao kom ikke længere end det indledende gruppespil, men de efterlader et stærkt aftryk.
Det glæder mig mere end alle de flotte kampe, at så mange spillere ved dette VM åbent fortæller, at troen på Jesus Kristus er fundamentet i deres liv – ikke et middel til succes. Vi kan være optagede af mange ting i livet, men hvad er det vigtigste, hvor er fundamentet? Det gav nogle fodboldspillere fra Curaçao og Tyskland et tydeligt svar på.
Jeg tager derfor gerne Felix Nmechas ord til mig: »Fodbold er min passion, Jesus er mit fundament.«