
Døden forstår vi. Vi bryder os muligvis ikke om den, men vi ved hvad den er – og der er nok af den i vores verden, mere end nok. Vi ser den lige nu på billeder og hører om den fra Ukraine, Iran og mange andre steder – meningsløs, chokerende, forfærdende og grufuld – både når døden rammer på slagmarken, eller når uskyldige slås ihjel under et bombardement, eller når en af vores kære bliver ramt af alvorlig sygdom eller pludselig dør.
Døden Langfredag kender vi – uanset hvor voldsom og smertefuld den var – genkender vi den fra vores virkelighed – og vi ved den er den er den endegyldige afslutning.
Men Påskemorgen hører vi noget andet – Jesus er opstået fra de døde – på én gang det vi længes efter at høre, og samtidig så usandsynligt og utroligt, at det virker umuligt at tro det.
Tro spiller en vigtig rolle, den er faktisk ikke til at komme udenom – Johannes skriver det selv i slutningen af sit evangelium –
Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh. 20:30-31
Johannes skriver for, at vi skal tro?
Men hvorfor vælger han, at fortælle en så utrolig historie – det samme spørgsmål kunne stilles til Matthæus, Markua og Lukas – fordi den mest utrolige historie af alle, helt fra begyndelsen var den vigtigste, og den de kristne har holdt fast i og proklameret lige siden Opstandelsen var det endelige tegn på, at døden var besejret.
I Påsken fejrede jøderne befrielsen fra fangenskabet i Ægypten – Jesu opstandelsen markerer en evig gyldig og alt omfattende befrielse fra det grundlæggende vidskud, synden , at vi mennesker har vendt Gud ryggen. Nu er vejen tilbage til Gud er vidtåben. Og hensigten er at vi skal tro, og når vi tror, skal have liv i hans navn.
Alle fire evangelier Mathæus, Markus, Lukas og Johannes fortæller sammen en usminket historie. – Disciplene har svært ved at tro, de er skeptiske og tvivlende. Ingen er tilsyneladende forberedt på det der sker, de er rystede, bange og de tror, det hele er slut. Kvinderne er de første til at høre, at Jesus er opstået og de første til at fortælle det videre.
Maria Magdalene kommer ud til en tom grav – hun løber tilbage, får fat i Peter og Johannes. De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.
De løber ud til graven. Johannes er den hurtigste og kommer først men venter, Peter går lige ind i graven, den er tom – så går Johannes ind Han så og troede.
Det er først nu, det hele falder på plads for – nu begynder det at hænge sammen for dem – de ser og de tror.
Maria kommer ud til graven igen, og mens hun går og græder, møder en hun tror er gartneren.
»Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester.
Hun møder Jesus, men hun genkender ham ikke. Hun tror han er gartneren, og på en vis måde har hun ret.. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.(Joh1:3)
Maria ser, men hun forstår ikke hvad hun ser – det er først da hun hører ham sige hendes navn: Maria, at hun tror og udbryder: Mester. Maria hører og tror.
Jesus siger om sig selv, han er den gode hyrden som kalder sine får ved navn (Joh10:3) og de kender hans røst (Joh10:4).
Og historien fortsætter, Jesus kommer til disciplene, og de er stadig bange, Jesus møder dem, taler med dem. Men Thomas er der ikke – og for ham er det ikke nok at høre dem fortælle om mødet. Jeg vil se ham, siger Thomas, jeg vil mærke at han virkelig er såret, jeg vil have beviser for, at det virkelig er sandt, at han er opstået.
Thoms er er nødt til at vente 8 dage på det – så står Jesus der pludselig, og nu er der ikke længere behov for beviser. Min Herre og min Gud, sådan lyder Thomas bekendelse.
Det vi ser og hører betyder noget for troen. Det vi ser og hører i Bibelens ord, det vi ser og hører hos andre fremkalder tro i os. Johannes så og troede – Maria hørte sit navn og troede – Thomas så og hørte og troede.
En alvorlig krise kan ryste troen, kan ligefrem få os til at miste troen, den kan også kalde troen frem.
Jeg ved fra mange samtaler med Metodisterne og med andre kristne i Ukraine, at troen kan findes og leve på trods af voldsomme omstændighederne, troen kan tilmed vokse, når den bliver testet.

Eugenia er feltpræst og bor sammen med sin mand Valeri i et område, som er blevet bombet flere gange – jeg spurgte hende, hvordan de klarer det og holder ud – og hun siger, når jeg er tæt på Jesus sover jeg godt om natten, når jeg ikke er tæt på ham, sover jeg dårligt.
Det er en grundtryghed i livet at vide, at Jesus har besejret mørkets, ondskabens og dødens magt – andre kan tage meget fra dig, men de kan ikke tage din tro på, at du er elsket af Jesus Kristus, at du for evigt og uanset hvad der sker hører sammen med ham.
I middelalderen sagde teologen Thomas Aquinas: For den som har tro, er ingen forklaring nødvendig. For den som er uden tro, er ingen forklaring mulig.
Jeg tror han har helt ret – jeg kan forklare alt muligt og fremføre det ene argument efter det andet for Jesu opstandelse , men til slut gør det igen forskel – alverdens forklaringer og argumenter kan ikke fremkalde tro – tro er et svar, et reaktion på det vi ser eller hører.
Marina var en meget ung kvindelig narkoman, da hun kom ind på et af Metodistkirkens afvænningssteder for misbrugere ved Aseri i Estland. Dengang vejede Marina 47 kg, hun var så afkræftet, at hendes ben ikke var istand til at bære hende. Gradvis blev Marina fri, gradvis fik hun et nyt liv, hun blev en kristen, og hun blev et helt menneske.
Jeg mødte Marina for nogle år siden og hørte hendes historie – da jeg mødte hende var hun sammen med sin mand og deres to små piger. Det var ikke til at se på hende, at hendes liv havde været i laser og hun var på gravens rand for få år siden. I dag ser hun ud som en helt almindelig ung mor.
Det er kraften i Jesu opstandelse – den kan give mennesker livet tilbage, fordi den sætter dem i en forbindelse med den levende Gud.
Det er sandt – der var ingen, der så det ske – ingen kan forklare hvordan det gik til – og det kom bag på dem alle sammen – ikke desto mindre er det lige netop Jesu opstandelse fra de døde, der er selve årsagen til at vi er her i dag. Jesus er død for vores skyld, og han er opstået fra de døde for at vi skulle leve. Det er det de kristne har sagt og troet fra generation til generation
Og det er det jeg har fortalt jer i dag for, at I skulle tro, at Jesus er opstået fra døde, og for at I når i tror skal have livet i Hans navn.

