Af Christian Alsted
Jeg nyder at side ved stranden i Snogebæk og betragte havet – den friske salte havluft i mine næsebor, de skarpe skrig fra mågerne og bølgerne, der ruller ind mod kysten. Bølgerne har deres eget hjerteslag – de rejser sig og bryder mod stranden – vandet trækker sig tilbage, rejser sig og bryder – trækker sig tilbage, rejser sig og bryder – trækker sig tilbage, rejser sig og bryder. Det fortsætter og fortsætter og fortsætter i det uendelige….
Når jeg sidder der og ser ud over havet, sænker jeg skuldrene, falder til ro, slapper af, og langsomt falder jeg ind i rytmen, den samme rytme igen og igen. Som mit åndedræt: ånde ind, ånde ud, indånding, udånding. Jesus sendte sine disciple: “Som Faderen har sendt mig, sender jeg også jer.” Jesus åndede på sine disciple: “Modtag Helligånden.” Den samme rytme: inddånding, udånding, indånding, udånding…
Sådan bevæger Ånden sig: vi bliver fyldt og derefter sendt. Vi bliver aldrig fyldt for vores egen fornøjelses eller vores egen opbyggelses skyld; vi bliver fyldt til et højere formål. Vi bliver fyldt for at blive sendt med og i Åndens kraft, for at være vidner, for at følge Gud i det han gør. Og til denne udsendelse har vi brug for Åndens energi, Åndens sandhed, Åndens frihed, Åndens hukommelse, Åndens vejledning. Uden Helligånden ville vi stadig sidde der, ængstelige og bekymrede for, hvad der kunne ske med os, og spekulere på, om det, han sagde og gjorde, var sandt eller blot en stor illusion.
Helligånden gør os i stand til at ville og ønske at blive fyldt, formet, motiveret og drevet i Jesu kærlighed til at ligne ham. Jesus åndede på sine disciple og sagde: “Modtag Helligånden.”
Han ånder på os, og vi svarer Gud med kærlighed, undren, lovsang, bøn og lydighed. Som bølgerne bryder mod stranden, trækker sig tilbage, rejser sig og bryder igen…..
God Pinse!